Ikea når det er bedst

Ikea Ivar skab

Lørdag begav vi os i Ikea på jagt efter møbler til børneværelserne. Helt præcist var missionen at finde senge, reoler og opbevaring til værelserne, der hver er 11,5 m2. Udfordringen er opbevaring, for skal der både være en “voksen” seng, reol til legetøj og skrivebord, efterlader det ikke meget plads til et skab. Så længe børnene ikke er ældre, kan vi godt klare os med skuffer til tøj og en stumtjener til Avas klæd-ud-kjoler.

Omar reol med Rejsa kasser

På Carls værelse faldt vi for den nye version af Omar reolen, der nu findes i en flot olivengrøn farve. Til legetøj vil vi bruge en blanding mellem Aykassa kasser og Ikeas Rejsa kasser.

På Avas værelse skal legetøjet opbevares i hvide skabe af modellen Ivar, der både fås i grå og hvid. Vi tænker, at vi skal have to stående ved siden af hinanden.

To Ivar skabe side by side

Begge børn går fra juniorsenge til “voksen” senge, og vi vil gerne have noget med lang levetid, selvom der er mange fede deciderede børnesenge. Vi faldt for Nordli sengen, der både findes i sort og hvid. Her er der opbevaring i form af skuffer, så vi kan have lidt af tøjet her.

Nordli seng med tre skuffer

Jeg kan godt lide, at man kan tage i Ikea og købe ind til to rum og ikke komme af med mere end 7500 kr. Det er ekstra fedt på et efterhånden lidt stramt budget.

Tjek også lige disse finde kasser til skrivebordet – perfekt til børnenes nips. Serien hedder Moppe.

Vi kommer til at genbruge tæpper, opslagstavle, plakater og skriveborde fra de gamle børneværelser, og jeg tror, at det bliver fint. Stay tuned…

Tiden er inde…til en ny sofa

Vores gamle Scandinavia sofa fra Bolia har gjort det godt gennem mange år. Faktisk købte vi den, da vi boede i min gamle villalejlighed i Valby. Den kom med til Brønshøj og nu til Rungsted, hvor vi bor til leje under byggeprocessen. Mange ostehaps, bananer og figenstænger senere, kan vi godt se, at den har aftjent sin værnepligt, så den ryger, når vi om to måneder rykker videre.

Vi har bestilt denne smukke sag fra Muuto i koksgrå for igen at være praktisk anlagt i forhold til fedtede, små børnefingre. Jeg har vild med det enkle look på Muutos In Situ Modular sofa, der er designet af Andersen & Voll. Den fås i 30 forskellige kombinationer, og vi har valgt en 3’er uden chaiselong, da vi skal have to af Hays Can 1 seater på den anden side af sofabordet.

CAN 1 seater fra Hay – en stol man sidder fantastisk godt i. Så bliver der ikke rift om sofapladserne…

Jeg er allerede gået i flyttemode til Martins store irritation, men jeg kan bare godt lide, at der sker noget, og vi har trods alt et helt hus at skulle pakke ned – IGEN. Jeg har fri denne uge, fordi Carl er startet i en ny børnehave, så jeg udnytter derfor tiden bedst muligt – synes jeg selv! Jeg har dog også solgt en del ting, som vi ikke får plads til. Bl.a. vores flagermusstol, der lige nu er til salg på DBA. En klassisk, flot stol, der bare fylder meget og derfor må ryge.

To måneder tilbage…

Vi har solfilm i alle sydvendte ruder, der forhåbentlig tager lidt af varmen på en solrig sommerdag…

Efter at have været i gang som nybygger siden februar 2020, føles det fantastisk at kunne sige, at vi flytter ind i vores nye hus om to måneder! Tidsplanen holder – 7,9,13 – og nu er murere og flisemurer snart færdige. Tag, carport, sanitet, inventar, el, malerarbejde og trægulve skal herefter laves, så der er nok at nå de sidste par måneder. Imens er vi i fuld gang med projekt have, selvom det selvfølgelig er begrænset med 100 tons jord i depot og et hav af grene og kviste overalt på grunden efter nedrivningen.

Vi har besluttet at leje en container til haveaffaldet, da vi ellers skulle køre pænt mange gange på forbrændingen. Vi er dog ellers så heldige, at Rudersdal kommune henter haveaffald en gang om ugen, men med disse mængder, skal der en større indsats til. Vi har også lavet en aftale om haveanlæg, og jeg glæder mig til, at vi får et flot raftehegn ind mod den ene nabo, som vi bekoster i fællesskab, foruden antracitgrå 30 x 60 fliser rundt om huset. Hæk, græs og øvrig beplantning må vente til sensommeren. Tips til hurtigtvoksende, stedsegrønne planter modtages med kyshånd…

Det var alt for nu. Jeg håber, at jeg snart kan vise lidt mere indefra, men lige nu er alt dækket til, da der er blevet spartlet. Vi er selv spændte på at se klinkerne, der er ret markante. Nedtællingen er begyndt…

Cold Hawaii…

Vi brugte lang tid på at finde den helt rette mursten til vores husprojekt. Ønsket var at finde en gul sten, der ikke var Petersens Tegl, fordi vi her hurtigt ville komme til at smide 100.000 ekstra på den del. D72 er ellers min absolutte favorit, men vi er nu landet på noget, der ligger meget tæt derpå.

En tur i Teglparken vakte også vores interesse for de brune nuancer, herunder Strøjers Bison. Da vi efterfølgende tog på inspirationstur i et nybyggerkvarter for at se den på et rigtigt hus, blev vi dog noget skuffede, da den var meget mere mørkebrun og ensartet end forventet. Vi rykkede herefter mod de grå nuancer og faldt for Silver Pacific, der dog ikke er en del af Lasse Larsens standard, og derfor fulgte med en merpris på hen mod 100.000 kr. Vores byggerådgiver foreslog Egernsunds Cold Hawaii, der er en ny sten og derfor ikke en, vi havde set i Teglparken. Den har både de gule nuancer og spil, vi godt kan lide, og med Webers grå/hvid fuge, står den ret så flot. Bruger man standard fugen, fremhæves stenens grå nuancer, og med den grå/hvide, står de lyse gule og beige toner frem. Det kan vi nu konstatere efter at murerne er begyndt at mure den første del af huset. Vi er godt tilfredse.

Alting begynder med et mood board

Med tanke på, at jeg måske ikke kommer til at flytte ind i et hus, jeg selv har været med til at tegne, igen, går jeg all in på indretningen og glæder mig vildt meget til at komme i gang med at skabe et nyt hjem. Når man flytter i et nyt, men gammelt hus, er materialerne bestemt på forhånd, og man må arbejde med de valg, der allerede er truffet for en. Du skal altså få dine møbler til at passe ind i en forudbestemt ramme. Martin og jeg har i stedet haft mulighed for at vælge materialer ud fra, hvordan vi ønsker vores indretning skal være – med både eksisterende og nye møbler.

Jeg er vild med MUUTOs In Situ Modular sofa

For at få et overblik over de forskellige rum, hvilke møbler vi kan genbruge, og hvilke vi skal investere i (læs: spare op til) har jeg lavet mood boards ud fra plantegningen. På den måde har jeg mål på hver rum, og det giver god mening at sætte de forskellige materialer og farver op imod hinanden. Vi kører mørke klinker i køkken-alrum og den ene stue, og med et sort køkken og sorte vinduer, skal vi være obs på, at der kommer nogle varme materialer ind. Lange stofgardiner og gulvtæpper kan gøre meget, og så er det planen med tiden at udskifte vores spisebord og stole til egetræ, der vil stå flot op af det sorte gulv. Martins store drøm er at erhverve en eller to spanske stole, men lad os nu lige se, hvornår det kan blive en realitet.

Keep it simple

Det er vigtigt, at børnene får nogle hyggelige værelser fra begyndelsen, og her er Ikea oplagt til at få rammen på plads i form af seng, reol og skab. Resten af indretningen kan bestå af mere unikke ting, og en farve på væggen eller i form af billeder kan skabe hyggen. Vi kommer også til at genbruge designs fra danske EO i form af isspejle og det elefantbord, Carl pt. har på værelset. Plakaten er fra Mado og er super fed. I løbet af det seneste år har vi solgt en stor del af vores møbler, så vi kommer til at skulle købe ret meget, så selvom jeg gerne ville indrette børneværelserne med møbler fra Oliver Furniture eller noget i den stil, så bliver det Ikea.

Men en klar anbefaling herfra er at lave et mood board for hvert rum, så du i hovedet kan lege lidt med indretningen, inden du begynder at købe de enkelte elementer. Det er desuden sjovt, og noget af det, jeg virkelig har glædet mig til. Tiden skal jo også bruges på noget, mens vi går og venter…

Lidt om overskridelse af budgetter

Fredag gik vi på weekend til dette syn – spær på hele huset

Før vi taler om det kedelige ved nybyggeri – økonomien, får I lige en en status, og billedet ovenover taler vist for sig selv. Vi har fået spær. Sidste uge var travl, og vi kom ikke meget forbi grunden. Derfor var det dejligt fredag at kunne gå på weekend til dette syn. Normalt ville man jo holde rejsegilde, når spærene rejses, men der er ikke meget ved et gilde, når man skal holde to meters afstand og spritte alt af. Det ville ellers være dejligt at se både venner, familie og naboer. Håndværkerne vil nok bare gerne hjem på weekend, men vi kører forbi med lidt lækkerier til dem i næste uge.

Da vi besluttede at bygge nyt, var den største bekymring økonomien. Hvad er det reelle budget, hvad kan man regne med, og hvor er det, at budgettet kan skride? Det første møde hos Lasse Larsen Huse handlede derfor om at lave et budget, hvor alle vores ønsker var inkluderet. Vores drømmehus. Herefter fandt vi grunden og måtte skære fra, så totaløkonomien ikke blev overskredet. Normalt kræver banken en buffer på 10-15 %, men fordi vores tilbud fra LL Huse dækkede det meste, kunne vi nøjes med 5 %. Den del er så for længst brugt.

Når man besøger udstillingshuse og ser budgetterne, kan man godt få et indtryk af, at særligt køkken, bad og bryggers kan laves noget billigere end i realiteten. Det skyldes primært, at der er sparet på alt indmad, og det er det ydre, der fokuseres på. Vores køkken endte med at blive 100.000 dyrere, fordi vi bl.a. opgraderede på indmaden, valgte skuffer i stedet for skabe, og valgte en dyrere bordplade. Summa summarum er, at det, du ser, ikke nødvendigvis er det, du ender med at købe, fordi udstillingskøkkenerne er så skrabede, når du går bag facaden. Gulve i udstillingshuse er også ofte laminat, og der er standard døre, karme og vinduer, hvilket er noget af det, vi har brugt flere penge på. Jeg har tidligere skrevet om vores materialevalg – det opslag kan du se her, og dette skulle egentligt handle om de uforudsete udgifter, der nu også har ramt os.

250.000 over budget

Udover vores generelle overskridelse af det oprindelige budget, der dog blot er kommet til at ligne det, vi i første omgang og på første møde fik lavet hos Lasse Larsen Huse, så er der kommet nogle uforudsete udgifter, som jeg lige vil dele med jer. Fordelen ved at købe et gammelt hus og rive det ned for derefter at bygge nyt i et etableret kvarter, er jo netop, at du får en helt ny bolig i et område, der er hyggelig fra begyndelse, du har måske allerede træer i haven, og du sparer alle tilslutningsafgifterne, fordi der har været el, vand mv. Vores hus fra 1960’erne var bare på ingen måde i god stand – heller ikke under jorden, så vi har måtte poste 37.000 i et nyt el-kabel og 42.000 kr. i nye stikledninger og skelbrønde.

Det er udgifter, der er givet godt ud, fordi vi så ikke om fem år står med et gammelt kloakrør i beton, der er revnet, men det er stadig udgifter, vi slet ikke var opmærksomme på. Derudover viste vores jord sig jo at være mindre intakt end først antaget, så bortkørsel af jord er blevet ca. 150.000 kr. dyrere end budgetteret. I den ideelle verden vil det nok være en god idé at have 500.000 ekstra afsat til diverse poster – både dem du ikke kan gøre så meget ved, og dem du selv er herre over pga. opgraderinger.

Rumfornemmelse…

1,2,3, så var der et hus

Når der nu ikke sker så meget andet i hverdagen eller weekenden, er det rart at have et projekt på sidelinjen, hvor der rent faktisk sker noget. Dag for dag. Vi er nu nået dertil, hvor H+H har formet huset med gasbetonvægge, og nu kan vi altså rigtigt se vores kommende hus. Inden væggene kom op på en lille uges tid, føles rummene ret små, men det må have været synsbedrag, for med væggene er rumfornemmelsen kommet, og selvom der både er røget m2 på en lang gang og på husets mange knæk og udgange til haven, så føles det som den helt rigtige planløsning for os.

Fordelingsgangen med indhak til skabsvæg fra Svane. Har skal vi finde en flot farve til væggen, der passer til egetræsfronterne
Ugen inden gasbetonvæggene kom op…

Frosten var lidt imod os tidligere på ugen, men nu må man sige, at plusgraderne har sat ind, hvilket betyder at grunden er godt mudret. Det betyder dog ikke så meget, da vi har fået lagt stabilgrus 150 meter ud fra huset og på de tre terrassearealer.

Vi stødte på en lille udfordring i og med, at stophanen til vandforsyningen viste sig at være ødelagt. Står din stophane i skel, er det forsyningsselskabets ansvar, men står den på grunden, er det dig, der skal afholde udgiften til reparation. Vi har fået oplyst, at vores står i skel, så vi slipper for endnu en ærgerlig ekstra udgift. Dem har vi haft rigeligt af, hvilket jeg nok i et kommende indlæg skal skrive lidt mere om. Men nu er vi i gang, og det føles så fedt!

Fra den “store” stue med udsigt til aftensolterrassen og ind i soveværelset, hvor Martin står med sit målebånd
Carls værelse har udsigt til vejen fra et højt vindue