Rumfornemmelse…

1,2,3, så var der et hus

Når der nu ikke sker så meget andet i hverdagen eller weekenden, er det rart at have et projekt på sidelinjen, hvor der rent faktisk sker noget. Dag for dag. Vi er nu nået dertil, hvor H+H har formet huset med gasbetonvægge, og nu kan vi altså rigtigt se vores kommende hus. Inden væggene kom op på en lille uges tid, føles rummene ret små, men det må have været synsbedrag, for med væggene er rumfornemmelsen kommet, og selvom der både er røget m2 på en lang gang og på husets mange knæk og udgange til haven, så føles det som den helt rigtige planløsning for os.

Fordelingsgangen med indhak til skabsvæg fra Svane. Har skal vi finde en flot farve til væggen, der passer til egetræsfronterne
Ugen inden gasbetonvæggene kom op…

Frosten var lidt imod os tidligere på ugen, men nu må man sige, at plusgraderne har sat ind, hvilket betyder at grunden er godt mudret. Det betyder dog ikke så meget, da vi har fået lagt stabilgrus 150 meter ud fra huset og på de tre terrassearealer.

Vi stødte på en lille udfordring i og med, at stophanen til vandforsyningen viste sig at være ødelagt. Står din stophane i skel, er det forsyningsselskabets ansvar, men står den på grunden, er det dig, der skal afholde udgiften til reparation. Vi har fået oplyst, at vores står i skel, så vi slipper for endnu en ærgerlig ekstra udgift. Dem har vi haft rigeligt af, hvilket jeg nok i et kommende indlæg skal skrive lidt mere om. Men nu er vi i gang, og det føles så fedt!

Fra den “store” stue med udsigt til aftensolterrassen og ind i soveværelset, hvor Martin står med sit målebånd
Carls værelse har udsigt til vejen fra et højt vindue

Nybyg: kravsspecifikation

Vores ferie er forbi, og hverdagen er for alvor sat ind. For en uge siden flyttede vi fra Brønshøj til Rungsted, hvor vi har lejet et hus for det næste år. Vi overtog samtidig grunden i Trørød, og vi havde første rigtige byggemøde med Lasse Larsen Huse. Vores lejebolig bekræfter på alle måder, at det var et godt valg at rykke nordpå til hav og skov, og når byggeriet først rigtig går i gang, kan vi følge med, uden at skulle bruge for lang tid på transport.

På mødet med Lasse Larsen talte vi om vores kravspecifikation og så på, hvordan grunden ligger, hvordan den skråner lidt, og hvordan vi kan udnytte træer og buske, der allerede er der. Vi har brugt de seneste måneder på at kigge rigtig meget på udstillingshuse, og det er godt givet ud, fordi vi egentlig har en ret klar fornemmelse af, hvad vi gerne vil have. Vores overordnede ønsker er:

190-200 m2

To badeværelse på mellem 7-10 m2

To børneværelser på 12-14 m2

Forældresoveværelse med skabsvæg eller walk-in 14 m2

Bryggers med egen indgang

Lille entre for at undgå spildplads – med vindue så der er kig gennem hele huset og ud mod haven

Åbent køkken alrum med trin ned til stue – i forlængelse af stuen er også et kontor/ektra stue

Halv overdækket terrasse eller udhæng

Ekstra terrasse i form af indhak

Og så er der alt det ekstra som vinduespartier, loftshøjde, forskudte planer, akustiklofter, valg af mursten osv., men i første omgang er det den overordnede grundplan, der skal på plads. På mandag får vi de første tegninger, og vi er super spændte på resultatet. Vi er klar på, at der skal sendes forslag frem og tilbage, men jo hurtigere, vi kan være klar på at godkende planen, jo hurtigere kan vi få en byggetilladelse, der typisk tager 5-8 uger. Jeg deler selvfølgelig tegninger med jer, så snart vi har dem.