Det er aldrig for tidligt…

…at begynde at gøre klar til forår og sommer. I hvert fald ikke i nybyggerland, for med vinteren lige om hjørnet, har vi fået de sidste planter i jorden ved morgenterrassen. Hele projekt bunddække har trukket tænder ud, fordi der skulle så meget mere til end vi havde forestillet os. Vi er oppe på knap 200 planter i alt, og jeg håber seriøst, at det lukker til, så vi ikke kommer til at døje med en masse ukrudt de næste år! Anyway – det ser pænt ud, og på billedet kan I se vores parykbusk, der ved ankomsten fra planteskolen havde tabt alle bladene. Køn er den derfor ikke endnu, men det bliver den til gengæld til foråret, og så skulle den gerne vokse i bredden og få de smukkeste mørkelila blade. Parykbusken står sammen med de opstammede laurbær i cortenstål plantekasser, og i jorden omkring kasserne blev bunddækket en blanding af vinterglans, benved og japansk stenurt. Sidstnævnte er total vissen allerede, mens de to andre er stedsegrønne.

I dag fik vi leveret jord til forhaven, hvor vi til foråret skal have plantet et eller andet, som vi pt. ikke har besluttet – mest fordi vi snart ikke orker flere projekter, men også fordi det er så dyrt. Forhaven vender ud mod en stikvej ned til to huse, og er pt. lidt udefinerbar. Vi har samtidig en udfordring med, at grunden skråner en smule, og vi skal holde på vores nyanlagte fliser, så vi får en kant af cortenstål hele vejen langs grunden – mere om dette senere, da det bliver noget lettere at forklare i form af billeder 😉

Jeg glæder mig til at nyde haven til sommer, hvor vi er nået så meget længere med projekt have. Børnene taler allerede om trampolin, gynge og badebassin. Måske fordi vi allerede er begyndt på planlægningen, og i dag modtog jeg da også den første ting til den nye have i form af en super lækker hængekøje fra Tropilex. Den er helt sort (og sådan en er altså ikke helt nem at finde) og skal hænge mellem to af de store træer i den baghave, der lige nu består mest af mudder. Men det bliver godt.

Jeg skal nok tage et billede, når denne sag er kommet op at hænge. I mellemtiden kan du se udvalget af hængekøjer og stole her.

Den perfekte havestol?

Linear Steel fra Muuto

Her to en halv måned inde i projekt nyt hus, overtagelse og indretning, har projekt have taget fuldstændig over. Vi er stadig ved at få langt belægning, hvilket efterhånden har taget en krig, fordi anlægsfirmaet ikke har tid til at komme mere end en gang om ugen. Nu er fliserne så oveni hatten i rest, så der kommer til at gå en lille måned, for vi har belægning hele vejen rundt om huset og i carporten. Meanwhile har vi kastet os over at planere området, hvor vi skal så græs, og i fredags tømte vi Høsterkøb planteskole for bunddække og fik købt to store opstammede Laurbær. Glæder mig virkelig til at se resultatet.

Haven der er ved at være klar til græs

Det bliver først til næste sommer, at vi rigtig kan bruge haven, så vi går og overvejer, hvilke havemøbler, vi skal have på de tre terrasser. Lige nu fører Maters Nanna Ditzel serie og Hays Palissade. Muuto har dog også lavet er ret flot serie, som godt kunne komme i spil. Vi skal dog lige se dem live og “prøvesidde” dem, men eftersom efteråret sætter ind, har vi rigeligt tid. Nu skal haven lige op at køre, og så kan vi bare glæde os til alt det sjove med møbler og diverse. Trampolin til børnene og en hængekøje til mig, står også på listen.

Jeg ville aldrig vælge hvide havemøbler, men de er super flotte...

En god havestol er faktisk Ikeas ypperlig, og den er tilmed billig. Vi har fire stk., der pt. udgør vores havemøbler, og det ærger mig, at de ikke har lavet et bord, der matcher. Vi kommer nok bare til at bruge dem som ekstra stole, men var der et flot bord til, kunne jeg sagtens forestille mig, at vi ville bruge det permanent. Virker stolen genkendelig, er det nok fordi, den er blevet til i et samarbejde med Hay.

Pæn at se på og god for miljøet

Ocean chair fra Nanna Ditzel, designet i 1955

Jeg er allerede et par skridt foran og tænker møblement til vores kommede tre terrasser. Ja – der skal jo noget, og det behøver jo ikke at være de samme havemøbler hele vejen rundt, og et bud kunne bestemt være Nanna Ditzels Ocean serie, der er fremstillet af genanvendeligt fiskenet og plastik fra verdenshavene. Serien er designet tilbage i 1955 og produceres af Mater. Super fin stol, som man også sidder ret godt i.

Jeg er ikke så sikker på, at det bliver i denne sæson, at vores nye have kommer til at spille, men vi skal jo have noget at sidde på, og jeg regner også med, at fliser – og dermed terrasse – er noget af det første, der bliver lagt i haven. Nu må vi se – jeg er i hvert fald klar på dette sæt i sort.