Lidt om overskridelse af budgetter

Fredag gik vi på weekend til dette syn – spær på hele huset

Før vi taler om det kedelige ved nybyggeri – økonomien, får I lige en en status, og billedet ovenover taler vist for sig selv. Vi har fået spær. Sidste uge var travl, og vi kom ikke meget forbi grunden. Derfor var det dejligt fredag at kunne gå på weekend til dette syn. Normalt ville man jo holde rejsegilde, når spærene rejses, men der er ikke meget ved et gilde, når man skal holde to meters afstand og spritte alt af. Det ville ellers være dejligt at se både venner, familie og naboer. Håndværkerne vil nok bare gerne hjem på weekend, men vi kører forbi med lidt lækkerier til dem i næste uge.

Da vi besluttede at bygge nyt, var den største bekymring økonomien. Hvad er det reelle budget, hvad kan man regne med, og hvor er det, at budgettet kan skride? Det første møde hos Lasse Larsen Huse handlede derfor om at lave et budget, hvor alle vores ønsker var inkluderet. Vores drømmehus. Herefter fandt vi grunden og måtte skære fra, så totaløkonomien ikke blev overskredet. Normalt kræver banken en buffer på 10-15 %, men fordi vores tilbud fra LL Huse dækkede det meste, kunne vi nøjes med 5 %. Den del er så for længst brugt.

Når man besøger udstillingshuse og ser budgetterne, kan man godt få et indtryk af, at særligt køkken, bad og bryggers kan laves noget billigere end i realiteten. Det skyldes primært, at der er sparet på alt indmad, og det er det ydre, der fokuseres på. Vores køkken endte med at blive 100.000 dyrere, fordi vi bl.a. opgraderede på indmaden, valgte skuffer i stedet for skabe, og valgte en dyrere bordplade. Summa summarum er, at det, du ser, ikke nødvendigvis er det, du ender med at købe, fordi udstillingskøkkenerne er så skrabede, når du går bag facaden. Gulve i udstillingshuse er også ofte laminat, og der er standard døre, karme og vinduer, hvilket er noget af det, vi har brugt flere penge på. Jeg har tidligere skrevet om vores materialevalg – det opslag kan du se her, og dette skulle egentligt handle om de uforudsete udgifter, der nu også har ramt os.

250.000 over budget

Udover vores generelle overskridelse af det oprindelige budget, der dog blot er kommet til at ligne det, vi i første omgang og på første møde fik lavet hos Lasse Larsen Huse, så er der kommet nogle uforudsete udgifter, som jeg lige vil dele med jer. Fordelen ved at købe et gammelt hus og rive det ned for derefter at bygge nyt i et etableret kvarter, er jo netop, at du får en helt ny bolig i et område, der er hyggelig fra begyndelse, du har måske allerede træer i haven, og du sparer alle tilslutningsafgifterne, fordi der har været el, vand mv. Vores hus fra 1960’erne var bare på ingen måde i god stand – heller ikke under jorden, så vi har måtte poste 37.000 i et nyt el-kabel og 42.000 kr. i nye stikledninger og skelbrønde.

Det er udgifter, der er givet godt ud, fordi vi så ikke om fem år står med et gammelt kloakrør i beton, der er revnet, men det er stadig udgifter, vi slet ikke var opmærksomme på. Derudover viste vores jord sig jo at være mindre intakt end først antaget, så bortkørsel af jord er blevet ca. 150.000 kr. dyrere end budgetteret. I den ideelle verden vil det nok være en god idé at have 500.000 ekstra afsat til diverse poster – både dem du ikke kan gøre så meget ved, og dem du selv er herre over pga. opgraderinger.