Vi er tilbage…nu to skridt foran

Der er kort mellem frustration og utålmodighed til glæde og fremskridt i sådan en byggeproces. Fra at være pænt trætte af mangelbreve fra kommune og ændringer på tegningerne, står vi nu med både nedrivnings-og byggetilladelse. En uge gik der imellem de to, og selve byggetilladelsen tog “blot” fem uger at få. Så lige pludselig er det os, der er bagud, da vi nu skal til at vælge og godkende alle materialer og lave el-plan. LL Huse har dog meldt ud, at de ikke går i jorden før 1. januar, så derfor er der reelt god tid til at få disse ret vigtige valg på plads. Vi har indtil videre besluttet os for følgende materialer:

Facade: Cold Hawaii fra Egernsund
Gulve: Haro plankegulv i eg og Evostone Graphic klinker
S19 sort surface køkken fra Svane
Skabe med egetræslåger fra Svane i soveværelse og entré
Sorte vinduer ude og inde
Dørhåndtag fra Habo

Vi mangler stadig at beslutte, hvilke armaturer, vi vil have på badeværelserne, der desuden er den hvide s19 serie fra Svane, som vi også kører i bryggers. Vi vil helst havde indbyggede armaturer, men vælger det fra, hvis prisen stikker af. Generelt har vores valg hver især kostet ekstra, så vi kommer til at tilpasse og skære til, for ikke at få alt for meget over budget. Vi vælger f.eks. mursten fra LL Huses standardudvalg, men fugen vi ønsker er ikke standard, så der kan let ligge 20.000 kr. eller mere på den post. Dørhåndtagene har også en merpris på 450 kr., ligesom gulve og klinker koster henholdsvis 321 kr. og 230 kr. mere pr. m2.

Næste store beslutning handler om el, og her er jeg spændt på, om vores ekstra 42.000, som vi har afsat ud over standard elpakken hos Lasse Larsen Huse kommer til at række. Stay tuned…

Et skridt frem og to tilbage…

Tiden løber, og vi føler lige nu en smule frustration over processen med Lasse Larsen Huse. Det skal siges, at vi er godt tilfredse med dialogen med byggerådgiver og tegner, men nu er vi stødt på problemer i forhold til byggeansøgningen.

Plantegningen fra 1964

Ansøgningen om byggetilladelse blev indsendt den 2. oktober, og kort tid efter fik jeg en kigge-adgang til Byg og Miljø, der behandler ansøgningen. Her opdager jeg først, at der ikke er indsendt nedrivningstilladelse i forbindelse med ansøgningen, selvom det var vores klare indtryk, at denne ville blive sendt samtidigt med byggeansøgningen. En lille fejl, der dog hurtigt bliver rettet op. Et par uger efter opdager jeg, at der ligger en mangelbrev fra kommunen, der er knap en uge gammel og ikke er blevet behandlet af Lasse Larsen pga. efterårsferie. Brevet indeholder en anmodning om, at vores sekundære bygninger ændres, så de ikke overskrider lokalplanens reglement om ikke at være mere end 50 m2. Vores er 54,6 m2. Dette er en fejl, det virkelig undrer mig, at LL Huse laver. Hvorfor har de ikke styr på, hvor meget vi må bygge? Fejlen betyder, at vi må skære i arealet på carporten, hvilket gør, at den længdemæssigt bliver mindre. Det er ikke så fedt, for de kommer til at knibe med pladsen, hvis du har en bil på over 5 meter. Vores er 4,5 meter.

Ny byggeansøgning bliver indsendt, men nu opdager tegnerens kollega så en ny fejl i form af vores udhæng, der ses her over indgangspartiet. Det er muligvis for stort, og for at være på den sikre side, skal der rettes yderligere til. Tegneren er kommet med et forslag, men vores byggerådgiver er lige nødt til at se det, så vi sikre os, at denne ændring ikke medfører en merudgift, da vi kommer til at lægge 80 cm. til et af børneværelserne, der ligger bag udhænget. Problemet er bare, at vores byggerådgiver har så travlt, at han ikke ringer tilbage til os. Tik tik…tiden går, og vores byggeri står jo stille, indtil vi har den byggetilladelse. Overvejer du at bygge, skal du gide at rykke, vente, forhandle, rykke lidt mere, vente og så lige rykke igen.

En god nyhed er dog, at vi er i mål med køkkenet fra Svane. Vi er gået LANGT over budget, men samlet set får vi ret meget for pengene, og det bliver super flot. Vi er endt med at droppe lamellerne og kører i stedet Svanes sorte surface på både køkkenø og skabe. I entreen får vi nemlig en skabsvæg med samme S19 serie, og i soveværelse kører vi S19 skabsvæg med egetræsfiner. Badeværelserne er helt hvide. Tegningerne er ikke super pæne, men viser de forskellige opstillinger. Bordpladen er sort natursten, der skulle være meget taknemmelig i forhold til rengøring og slitagge. Mange spørger til budget, og dette løber op i 381.000 kr. for køkken, 2 x bad, bryggers, entre og skabsvæg i soveværelse (egetræ).

Køkkenmøde coming up

Nu begynder alt det sjove…byggeansøgningen er nemlig indsendt, og mens vi venter uger, måneder – ja hvem ved, hvor lang tid det kommer til at tage, så bruger vi tiden på materialevalg. I sidste uge blev vi ringet op af en konsulent fra Svane, fordi vi nu skal vælge køkken. Lasse Larsen Huse samarbejder med HTH, Unoform og Svane, og i sommerferien brugte vi en del tid på at granske sortimenterne fra de tre firmaer. Unoform er lækkert og dyrt, men en stor streg under dyrt, for vil vi have en stringent stil gennem hele huset, så køkken, bad og bryggers hænger sammen, bliver det alt for dyrt med Unoforms serie, der bl.a. tæller den flotte Copenhagen serie. HTH mangler noget på finishen har vi konstrateret efter en del besøg i udstillingsbyerne, hvor mange af typehusfirmaerne bruger HTHs Nordic Spirit serie. Samlingerne er bare ikke pæne, når man kommer tæt på – særligt ved røget eg, hvor overfladen samtidig er noget blank.

Copenhagen fra Unoform

Svane lader til rent pris- og kvalitetsmæssigt at ligge imellem de to, og vi har tidligere haft Svanes elementer på badeværelset i vores gamle villalejlighed. Kvaliteten er god, og vi er begge ret vilde med den spritnye RAW limitid edition, som vi så live på vores lille road trip i sommerferien. Ja – en kæmpe anbefaling herfra er at investere tiden i at se alt fra gulve, mursten og armaturer til køkkenelementer og lofter live og mange gange.

Svanes RAW Limited med de smalle kanter i massiv røget eg
Et alternativ til limited serien er den lyse eg. Opstillingen her er lig med den vi kommer til at få, og jeg kan godt lide samspillet mellem de sorte skabe og den lyse ø.

Hvis vi vælger RAW Limitid i røget eg vil vi nok nøjes med lameller på øen, og så have sorte skabe som på billedet ovenover. Jeg glæder mig meget til køkkenmødet, hvor vi måske får øjnene op for andre muligheder. Her skal vi desuden også vælge elementer til bryggers, badeværelser og skabe foruden hårde hvidevarer. Vi står dog selv for indkøb af armaturer, og her tænker jeg en quooker i bruneret messing…det var så de 18.000 kr.!

Et strejf af elegance

Er den ikke bare smuk? Jeg er helt vild med Miira-kollektion fra Nuura, der er designet af Sofie Refer. Serien udvides nu med en ny cirkulær lysekrone i to størrelser med 6 eller 8 mundblæste glaskupler. Den nye lysekrone har et klassisk udtryk og er designet til at hænge lavt eller højt fra loftet. Højden kan justeres fra 45 til 250 cm via et specielt wiresystem. Det er moderne elegance, og jeg kunne godt overveje, om vi skulle have en af lysekronerne med fire glaskupler i vores kommende tv-stue. Her bliver vores udfordring nemlig, at vi ingen vindueskarme får og ikke ønsker spots i hele huset. Vi skal derfor finde nogle flotte pendler og standerlamper. Tjek lige soveværelsesbilledet nedenfor. Alt på det billede er pænt, og havde vi ikke de to krudtugler, så ville jeg havde lange, lyse og lette gardiner i mit soveværelse, der selvfølgelig også ville være noget større, fordi vi naturligvis har prioriteret større værelser til børnene end til os selv. Så de flagrende gardiner må forblive en drøm og erstattes af nogle praktiske rullegardiner. Den del vender jeg lige tilbage til, for der må være noget at gøre.

Endelig facadeløsning og entreprisekontrakt

Det så ellers ret godt ud – den der overdækkede terrasse, men den koster også 85.000 kr., og fra begyndelsen var det slet ikke meningen, at den skulle være der. Vi kan godt lide det lidt mere enkle udtryk, et hus uden overdækning har, og et besøg på grunden bekræftede da også, at baghavens store træer giver rigeligt med skygge. Så nu nøjes vi med en overdækning på forsiden af huset, da det giver et flot udtryk og selvfølgelig også har den funktion, at du kan ringe tørskoet på døren. Vi har desuden valgt at have to aflange vinduer ud mod vejen, og jeg kan godt lide det lidt mere stringente udtryk, facaden får. Billedet for oven viser desuden det gamle hus, der tilbage i 1960’erne helt sikkert har været flot og moderne. Det står bare ikke til at renovere, da det ikke er blevet passet på i mange år.

En plantegning kræver tid, og at man overvejer de enkelte løsninger. Et af vores issues var, at vi helst ikke ville have en stor boks med cisternen på toilettet. Det er en normal løsning, men er der mur nok, kan cisterne gemmes i væggen, og du får en mere elegant løsning. Det krævede lidt omrokering i forældresoveværelset, men nu ser det ud til at lykkes. Vi har nu godkendt den endelige planløsning og har modtaget entreprisekontrakten. Denne har vi med inspiration fra andre og en advokatgennemgang nogle punkter til, men forhåbentlig bliver vi enige og kan skrive under på den i denne uge. Fra vi underskriver går der 4 1/2 uge med projektering og skelopmåling, før vi kan søge om byggetilladelse. Ventetid er der altså rigeligt af, og jeg gruer allerede lidt for tidsplanen, selvom vi ikke ikke har kunne gøre det så meget hurtigere. Jeg har hørt om mange, der bruger væsentligt længere tid end tre uger på plantegning, men når man ved, at kommunen har lange sagsbehandlingstider på byggetilladelser, vil man også bare gerne i gang.

Her er den endelige planløsning, hvor døren til badeværelset fra forældresoveværelset dog kommer til at vende den anden vej:

Næste opgave er bl.a. valg af mursten, og det skal jeg nok dele lidt tanker og billeder om. Jeg beklager til at alle dem, der ikke er interesseret i nybyggeri, at bloggen kommer til at bære præg af dette det næste stykke tid. Jeg skal nok prøve at snige lidt andet ind engang imellem.

Kald mig bare nybygger

Skitser og inpirationskateloger

Jeg er for nylig blevet en del af et helt nyt fællesskab, da Martin og jeg nu kan kalde os for nybyggere. Og det er vitterligt et fællesskab, hvor der er masser råd, sparring, tips og tricks at hente, hvis man som mig har meldt mig ind i diverse nybyggergrupper på Facebook. Men lad mig lige starte fra begyndelsen.

I februar satte vi vores hus til salg, og vi fandt ret hurtigt ud af, at vi ville forsøge at forfølge en gammel drøm om at bygge nyt. Vi begyndte derfor at kigge på grunde og nedrivningsegnede huse i de områder, vi gerne vil bo og gerne vil have børnene til at vokse op og gå i skole. Der kom de første begrænsninger, for så meget var der bare ikke til salg inden for vores budget. Vi var dog fast besluttet på, at det kunne lade sig gøre og havde indledende møder med Huscompagniet og Lasse Larsen Huse samtidig med, at vi besøgte udstillingshuse fra Lind og Risør, Hybel, Eurodan og HHM. Drømmen var helt sikkert at bygge et unikt, arkitekttegnet hus, men det er vores budget bare ikke til, når vi også vil bo i et relativt dyrt område i Nordsjælland, hvor du skal tæt på de 5 mio. for en grund. Derfor besluttede vi os ret hurtigt for et samarbejde med Lasse Larsen Huse, fordi vi her får er typehus, som vi selv designer. Standard og kvalitet virker høj, og vi havde en god kemi med den byggerådgiver, vi mødtes med. Samtidig er LL specialiseret i funkishuse, som vi vil have. Vi fik et tilbud på drømmehuset og kunne så begynde at regne baglæns i forhold til, hvad grunden måtte koste.

På inspirationstur hos Lind og Risør i Roskilde…

St. Bededag skete det så, at vi fik solgt vores hus, hvilket muliggjorde at jagten for alvor kunne begynde. Vi fik et lille tilbageslag efter en snak med banken, der ikke var helt enig med os i, hvad vi kunne købe grund for. Vi fortsatte dog med at kigge og i starten af juni kom der et dødsbo til salg i Trørød, som ved siden af Hørsholm er det område, vi allerhelst ville finde en grund. Prisen var høj, men vi tog chancen og bød næsten 700.000 under. Et skambud ja, men vi kunne ikke give meget mere. Det endte med, at vi fik 550.000 i afslag samt yderligere 88.000 til at få foretaget skelopmåling og ekstrafundering. Vi var heldige, at dette var et dødsbo med en gruppe arvinger, der gerne ville videre, men havde banken ikke presset os, havde vi ikke budt så lavt. Vi gik desuden tilbage til Lasse Larsen for at få en rabat på entreprisen, for at få puslespillet til at gå op, så mit bedste råd er, at det godt kan betale sig at presse lidt på for at få en god handel – ikke fordi man altid skal hente rabatter, men fordi det kan gøre, at enderne kan mødes. Det kunne de i dette tilfælde og lige inden sommerferien havde vi en endelig handel.

Et hul i jorden

Jordbundsundersøgelse

Lige så glade vi var for, at grunden var i hus, lige så spændte var vi på resultatet af vores jordbundsundersøgelse, der var afgørende for projektet. Aldrig har jeg læst så meget om jordarter, sandpuder, pælefundering mv., og jeg brugte Nybyggergrupperne på Facebook til at forhøre mig om, hvor store summer andre havde brugt på fundering inden byggestart. Vores prøver var okay, men kunne være bedre, og vi kommer til at bruge nogle 100 tusinde på fundering, så det er klart en post, man skal have med i regnestykket. Heldigvis var sælger villig til at kompensere ekstraudgiften, så husk advokatforbeholdet og gå tilbage til sælger af din grund, hvis udgifterne bliver større end forventet. Hvor langt der skal graves for at nå bæredygtig jord, og hvor meget jord, der skal køres væk, betyder noget for dit budget, og det ved du ikke før der er lavet boreprøver. Forvent at det beløb, byggefirmaet sætter af til ekstrafundering og bortkørsel af jord kan være i den lave ende. De fleste jeg har talt med har haft ekstraudgifter på denne post.

Her på bloggen kommer vores husprojekt nok til at fylde en del i det næste års tid, så læs med, hvis du har lyst og vil have et indblik i vores valg af mursten, stikkontakter, køkken, klinker og gulv for bare at nævne nogle få. Lige nu holder vi en tiltrængt sommerferie, men det betyder ikke en pause fra projektet, da vi bl.a. bruger tiden på at køre ture til diverse nybyggerområder for at samle inspiration.

Stay tuned…

Annonce

Dream on…

Jeg sætter ekstra meget pris på mit hjem og familie i kølvandet på Corona-pandemien, der virkelig har sat fokus på, hvor sårbare vi er, og hvor hurtigt det vante kan blive vendt op og ned og erstattet af en undtagelsestilstand. Vi har som familie tilbragt en masse god tid sammen, men det har også været super hårdt ikke at have sit frirum og faste rutiner med alt hvad det indebærer af sjove ting sammen med andre menesker! Sommeren er kommet bag på mig, fordi vi mistede foråret, men lige om lidt holder vi sommerferie, vi FLYTTER (ja huset af solgt), og vi skal i gang med en større byggeproces. Det skal jeg nok berette meget mere om. Nu vil jeg dog lige dele en lille sjov ting med jer, som dumpede ned i min e-postkasse den anden dag. Sommerferieplanerne til udlandet er jo sat på hold for de fleste, så derfor vil jeg lige give jer en virtuel rejse til Sean Connerys villa i Sydfrankrig, der netop er sat til salg af TopTenRealEstateDeals.comVillaen har den smukkeste udsigt, og jeg føler næsten, at jeg kan høre cikaderne og mærke terrassens natursten under bare fødder, når jeg ser billederne. Et paradis jeg ikke ville have noget imod lige at smutte ned til. Ja, altså det er sat til salg for den nette pris af $33.87 million, men det er vel en mindre detalje. Det vækker gode minder fra ferier i Sydfrankrig – en af mine absolutte favoritdestinationer, når det gælder sommerferie. Enjoy…http://www.toptenrealestatedeals,com